Ansøgerne er Ms. I.M. og Mr. V.Z, begge rumænske statsborgere, født henholdsvis 1967 og 1968. Ansøgerne havde deres egen private erhverv. I 2001 kom deres erhverv i økonomiske problemer. Derfor blev ansøgerne sagsøgt af deres kreditorer, hovedsagelig af en ved navn af Mr. M.C. Ansøgerne hævdede at være blevet truet af Mr. M.C., og på grund af truslerne forsøgte Mr. V.Z. at begå selvmord i februar 2002. Deres erhverv gik konkurs, og på grund af det og truslerne, blev ansøgerne nødt til at forlade deres hjem. Ms. I.M. og hendes søn kom til Canada hvor de fik asyl, men Mr. V.Z. blev i Rumænien da ansøgerne ikke officielt var gift.

Ansøgerne forelagde at de i 2006 blev dømt for bedrageri af domstolen i Galati (i Rumænien) og blev idømt 11 års fængsel. Ansøgerne påstår at være blevet udsat for tortur og umenneskelig behandling i fængslet. Den canadiske ambassade i Rumænien nægtede Mr. V.Z. et visum for at komme ind i Canada. Ansøgerne flygtede derefter til Danmark. De besluttede sig for at gå under jorden, som varede i 2 år, hvorefter de blev arresteret og informeret at fra den 11 marts 2014, var de illegalt i Danmark, og en udsendelse til Rumænien var forestående. Flygtningenævnet angav at selvom de kom til Danmark i Marts 2011, var deres første asylansøgning fra januar 2013, efter de var blevet arresteret. Torturkomitéen anser at ansøgerne ikke har vist nok dokumentation for deres påstande om faren for tortur under artikel 3 af CAT, og konkluderede derfor at klagen skulle afvises.