Angående S. vs Danmark for overtrædelse af artikel 1, 7 og 9 i CCPR.

Klageren er medlem af Jamaat-e-Islami, et politisk parti, der er imod Bangladesh’s regering. Siden 2007 er han blevet betragtet som et ikke-samarbejdende medlem af partiet, som bør straffes. Han stoppede sine politiske aktiviteter, da partiet blev for ekstremt og farligt. Efter at forfatteren forlod partiet, blev han tilkaldt af lederne og angrebet og slået med jern og fik sin mave skåret med en barbermaskine. Få dage efter angrebet blev Jamaat-e-Islami beskyldt for at have begået et terrorangreb under en demonstration, hvor to biler blev brændt og to mennesker døde. Klageren fik at vide, at myndighederne troede, at han var forbundet med denne forbrydelse, selvom han ikke havde deltaget i den. Klageren hævder, at hvis han blev deporteret til Bangladesh, ville han risikere at blive fængslet og tortureret på grund af de falske anklager mod ham for forbrydelser begået af Jamaat-e-Islami og fordi han ville blive betragtet som et medlem af denne organisation, og at myndighederne er meget hårde med dens medlemmer. Han hævder, at han ville blive arresteret og tortureret og endda kunne dømmes til døden i strid med hans rettigheder i henhold til menneskerettighedskonventionens artikel 9, stk. 1.
Komiteen bemærker, at klageren ikke har peget på nogen proceduremæssige uregelmæssigheder i beslutningsproceduren fra Staten og derfor mener, at selv om klageren er uenig i bestyrelsens faktiske konklusioner, har han undladt at vise, at de var vilkårlige eller åbenbart forkert eller udgjorde en benægtelse af retfærdighed. Komiteen kan derfor ikke konkludere, at klageren ville have en personlig og reel risikobehandling i strid med artikel 7 i menneskerettighedskonventionen i tilfælde af hans tilbagevenden til Bangladesh.